Smukke fejltagelser


Smukke fejltagelser

Digtsamling af Peter Laugesen & Jóanes Nielsen. Dansk og færøsk tekst. Oversættelse fra færøsk til dansk og omvendt: Hugin Eide. 60 sider.

"Peter Laugesen og hans færøske kollega Jóanes Nielsen snubler livfuldt over hinanden og deres respektive mostre."   Lars Bukdal i Weekendavisen (pdf).

"Det bilinguale og sande dansk/færøske sammenstød holder uroen boblende og får gnisterne til springe hen over nordatlanten."   Søren Langager Høgh på Litteraturnu.dk

Forfatterne Peter Laugesen fra Århus og Jóanes Nielsen fra Tórshavn blev en aften enige om at lade sig inspirere af temaet for Århus Festuge 2011 - Beautiful mistakes.

Resultatet er dette fælles skrift, hvor forfatterne tager livtag med hinandens digte. Mange ord på dansk og nogle på færøsk om Picasso som hagesmæk, skamløse aber, anarkiets lange vinter, vildfarne stjerner - og ikke mindst om erindringen om de mostre, som begge forfatterne mindes med rå åbenhjertighed. Derudover unddrager bogen sig sandsynligvis andet referat end læserens eget.


Vi bringer her er 2 klip fra bogen:

BEAUTIFUL MISTAKES PART ONE

(...)
Hver tid sin charme
hver charme sin tube af Brylcreem.
Og så ringede en eller anden kraftidiot en nat
sagde han var Gud
bad mig forberede mig på det allerværste
som om det ikke var slemt nok at selveste Gud slog på tråden.
(...)


ESBJERG

Herlige dage og nætter, friske moster Janis,
simple søstre på skibet til England, white
cliffs of Dover, sprællende fisk
i mirakeldynger - skæl, sprøjt og mission -
ord gennem dørtræk føg over Nordsø -
moster i goggles og stribet Mercedes,
kæderyger piskefløde pjattende med Bix -
det ældgamle barns forskruede brøl
ud gennem onkel Jimis stjerneforstærker.


Peter Laugesen, født 1942, er en af Danmarks mest produktive forfattere. Debut i 1967 med "Landskab", og siden er der udkommet over 50 udgivelser, primært digtsamlinger. Peter Laugesen skriver også kunstkritik, operaer og skuespil og er stemmen bag flere CD-udgivelser centreret omkring gruppen Singvogel, hvor han primært reciterer fra egne digte indenfor genren jazz’n’poetry. Talrige hædersbeviser og medlem af Det Danske Akademi siden 1997.

Jóanes Nielsen, født 1953, er en af Færøernes mest markante forfattere. Debut i 1978 med "Trettandi mánaðin" (Den trettende måned), og siden er der udkommet 15 udgivelser på færøsk, otte oversættelser på dansk og fem på norsk. Jóanes Nielsen skriver digte, romaner, skuespil og essays og er kendt af alle færinger som en skarp samfundskritiker. Modtager af Færøernes Litteraturpris og den Nordiske dramatikerpris. Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange.



Smukke_fejltagelser. Forside