Aktuelle udgivelser: Korsmesse
Korsmesse
Færøsk krimi af Jógvan Isaksen. Oversat af forfatteren. 272 sider.
Jan Vandall, Bogvægten.dk/24timer:
"Færøsk krimi med masser af humor(d). ... en absolut anbefalelsesværdig krimi med basal spænding og herlig humor. Et smukt og blodigt møde med den specielle befolkning på de stormomsuste øer i Nordatlanten." Læs hele anmeldelsen her
Per Drustrup Larsen i Lektørudtalelse fra DBC (Dansk BiblioteksCenter)
"Læsere af nordiske krimier og af hårdkogte krimier med whisky tilsat et stænk humor samt venner af Færøerne vil være i godt selskab (igen) med Jógvan Isaksens opdager og journalist Hannis Martinsson (...) Velskrevet i en stringent stil fortælles en spændende og interessant historie (...) personer og miljøer på Færøerne er godt beskrevet på samme måde som det spændende plot."
To unge britiske miljøaktivister bliver fundet myrdet mellem hvalerne efter et grindedrab i Tórshavn. Nyheden spredes hurtigt over hele verden, og en lang række dyreværnsorganisationer ruster sig til kamp mod færingernes grindedrab.
Tidligere journalist, nu 'konsulent', Hannis Martinsson, bliver opsøgt af englænderen Mark Robbins fra miljøorganisationen Guardians of the Sea, der vil have ham til at finde ud af, hvem der har myrdet de to aktivister. Martinsson er ikke meget for at skulle arbejde for en udenlandsk organisation, der er indædte modstandere af grindedrab, men stillet overfor alvorlige trusler mod den færøske fiskeeksport, siger han modstræbende ja til opgaven.
Martinsson er dårligt nok kommet i gang med sine undersøgelser, da der bliver skudt efter ham ind gennem vinduet på hans kontor. Og kort tid efter falder Mark Robbins’ privatfly ned på øen Suðuroy. Var det en ulykke - eller mord? Har de færøske grindemænd for alvor fået nok af de udenlandske dyreværnsaktivister? Og hvorfor bliver alle fiskeopdræt på øerne pludselig ramt af den frygtede ILA-smitte?
Korsmesse er tredje bog på dansk i Isaksens krimiserie om journalist Hannis Martinsson.
© Even Monkeys Fall From Trees. All rights reserved.